10 ugers designprojekt mellem kommunikationsdesign og visuel antropologi af Lea Sorth Kjær. Lea introducerer selv projektet således:
Shatila er en flygtningelejr for palæstinensiske flygtninge, opsat af UNRWA (United Nations Relief and Work Agency) i 1949. Lejren ligger i det sydlige Beirut, Libanons hovedstad. Beboerne i Shatila går 3 generationer tilbage. Børnene der bor, og lever deres liv i Shatila, har boet i lejren hele deres liv, og det har deres forældre også. Shatila er hjem og det eneste hjem de selv har kendt.
Jeg ønskede at undersøge unge palæstinenseres forhold til de rum de er vokset op. Dette har indbefattet; lejren som rum, husene, og deres ”eget” rum i den lejlighed de bor i. Jeg gik ind i projektet med den ide om at de unges tanker og følelser om lejren/hjemmet ændrer sig i en alder hvor de selv går igennem stor forandring. Dette har vist sig at holde stik.
“The youth feel like in a prison here” (Jamila, projekt koordinater for Beit Atfal Assumoud , en lokal NGO i Shatila).
Jeg ville ikke gå ind i projektet med ideen om at lave en film baseret på forudindtagede meninger, eller de historier jeg selv kan danne i mine egne tanker om livet i en flygtningelejr. Jeg er formidleren, og som jeg ser mig selv i denne sammenhæng, skal jeg formidle deres oplevelser med mit visuelle og kunstneriske sprog.
Jeg har lagt vægt på at engagere mine medvirkende i mit feltarbejde/undersøgelser. Således involverede jeg dem i mine metoder, og metoderne tog form efter dem. Hensigten var at de unge også selv skulle undersøge, og ikke kun være dem der bliver undersøgt.
Mit feltarbejde har primært bestået af en række workshops, hvor de på forskellige måder udtrykker og formidler tanker og følelser angående Shatila.
