I fredags den 5. oktober holdt jeg et oplæg ved Etnologisk Forum 2012 om designspil som metode (8mb pdf). Oplægget handlede om designspil der anvender et hypotetisk scenario som udgangspunkt for læring og innovation, og rejste spørgsmål om hvad det er for en viden designspil kan bidrage med.
Efter oplægget inviterede Matylda Rasmussen og jeg de ca 50 etnologer til at spille det designspil om affald vi havde med. Det rejste en god diskussion om hvordan designspil kan supplere etnografisk analyse af feltmateriale. Hvilke potentialer har designspil som metode, og hvilke forbehold må man tage, når man arbejder med ”What if…?”-scenarier?
Én af deltagerne observerede at landskabsspillet virkede som en afsøgning af ekspertise blandt spillerne: De udsagn om det etnografiske materiale man søger efter i spillet, skal være troværdige eksempler på dét emne spillet handler om. På den måde falder man som deltager hurtigt igennem hvis man ikke ved noget om emnet, eller ikke nødvendigvis vil noget med emnet. Med andre ord: der skal være noget på spil for den enkelte deltager for at spillet virker. Og netop derfor viste det sig også at være relativt svært for spillerne denne dag – som ikke nødvendigvis havde nogen forhåndsinteresse i affald – at frembringe fremtidshistorier de selv vurderede som troværdige.
Kræver designspil ikke nogle særlige kompetencer af spillerne? Jo. Fx må man kunne artikulere sin interesse i feltet verbalt eller gennem andre medier (hvilket ofte vil udelukke aktører der ikke umiddelbart selv kan udtrykke sig), og yderligere må en ens interesse i emnet kunne tåle en direkte eksponering (hvilket ofte vil udelukke deltagere med specifik lyssky praksis). Men på den anden side handler det også om at designspil ikke er en metode med fast definerede teknikker, men at designspil (ligesom et godt kvalitativt interview) må udvikles i tæt dialog med den felt der undersøges, og med tanke på hvem og hvad man ønsker artikuleret gennem spillet.
I ‘hvad nu hvis…?’ spillet er grundideen at en fremtidsrettet spekulation kan være igangsætter for nye innovative ideer til hvordan en attraktiv praksis kunne se ud. Imidlertid viste det sig i dette spil at historiske forhold (fx “tidligere holdt man grise på lossepladsen”) fungerede ganske udmærket som katalysatorer for at gentænke nutidige forhold og få ideer til forbedringer. Denne legen med fortid, nutid og fremtid rejste også spørgsmålet om hvorvidt designspil mon ville kunne fungere som et dialog-, analyse- og forhandlingsværktøj i forhold til decideret historisk forskning: landskabsspillet kunne vel også handle om at befolke en 1800-tals landsby med konkrete levede hverdagssituationer?
Alt i alt en god dag med spændende etnologiske oplæg og nogle gode diskussioner om hvad man kan med designspil som (etnologisk) metode.
