Vores gode kollega Lise Juul Madsen og hendes kolleger i 12Byer har udarbejdet en flot rapport for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter: “Midlertidighed – Nye veje til borgerinvolvering”. Rapporten, som er fuld af praktiske eksempler på borgerinvolvering i byudvikling over hele Danmark, udkom i foråret 2015, og præsenterer overbevisende lærdomme og anbefalinger på baggrund af de praktiske erfaringer.
Spørgsmålet om længere eller kortere tidsperspektiver for udviklingsprocesser er selvfølgelig centralt. Forfatterne plæderer, som titlen antyder, for værdien i midlertidige afprøvninger fremfor at planlægge for alt for lange stræk, “for evigheden”, som alligevel ikke så let lader sig forudsige. Verden er foranderlig, og med de rette greb og rammer kan man opdyrke en eksperimentel praksis i samfundet, der derved bliver bedre i stand til løbende at forny sig og tilpasse sig nye vilkår og strømninger.
Som vores forskningstema i CODE omkring Demokratiske Design Eksperimenter også har som hypotese, kan man tale om det midlertidige som grobund for et aktivt medborgerskab. Men det kræver et vist mål af villighed til at afgive kontrol med idealer og værdier fra planlægningskontorerne, når man inviterer borgere til direkte at øve indflydelse på deres by. Og det kræver en kapacitetsopbygning hos både borgere og forvaltning. Det er på ingen måde trivielt når kommunalforvaltninger giver rum til at borgere ikke bare kan kommentere på eller foreslå løsninger, men også være med til at definere hvilke problemer der overhovedet skal adresseres og hvordan. Midlertidigheden som metode indebærer blandt andet at påstande om behov og nytteeffekter ikke står uimodsagt særlig længe, men må afprøves, leves, erfares og dermed kan udfordres. Deri det demokratiske potentiale.
Jeg har bidraget til rapporten med baggrundsviden og forskningserfaringer omkring midlertidige praksisfællesskaber; eller det vi for nogle år siden sammen med Turkan, Jan, Ayup, og de øvrige beboere i Brøndby Nord kaldte “flygtige fællesskaber” i DAIM-projektet. De havde det til fælles at de var dybt engageret i vigtige fælles anliggender, men ikke optrådte som repræsentanter for nogen gruppe. De var drevet af en interesse i at forbedre helt specifikke vilkår for sig selv og deres umiddelbare omgivelser, hvilket gør dem til en stærk, og nogle gange overset, ressource for udviklingsprojekter der tør give plads til midlertidigheden og eksperimenter der ikke altid er vel-planlagte.
Link til rapporten: “Midlertidighed – nye veje til borgerinvolvering”
